Vinterrejse Vesteuropa 2019 del 5 – Winterreise Westeuropa 2019 Teil 5

Alt er godt! Min bil starter igen, jeg fik en skøn og smuk tur med Laggo Maggiore søen i det fineste solskinsvejr og nu længdes jeg efter at komme videre mod syd. Planen er nu at køre den direkte vej ned til Middelhavet og følge kysten igennem Italien, Frankrig, Spanien og så endlig mødes med min kammerat Gerd ved Algarvekysten i det sydlige Portugal.
Efter kort tids kørsel fra Locarno krydser jeg den italienske grænse. Hurtigt finder jeg ud af at søen godt nok er meget lang og vejen snorrer sig tæt ved søbredden igennem et hav af små byer. Der går et par timer inden at jeg kommer på den italienske “autobahn”, autopista og nu kører jeg med jævn hastighed mod middelhavet. Lige inden at solen går ned kører jeg ind i en tæt tåge hvor jeg også holder min første pause. Alle 2-3 timer gør jeg det også pga Loppe. Her på tankstatioenen bliver man stadigvæk “forkælet” af en servicemandd der ordner alt fra at åbne tankdæksel over vask af ruderne og lygter. Det er lang tid siden at jeg har oplevet det!
Selvom at det er tidlig aften kommer jeg ved sammenfletning af motorvejene i nærheden af Genova i den første af to køer. det hele bliver en test af min tålmodighed. Men jeg føler mig faktisk frisk efter denne skønne dag, Loppe sover stille ved siden af mig på passagersædet og vi har jo masser af tid…
Selvom at jeg overhoved ikke er sports eller bil interesseret så kender jeg navnene Ventimiglia og Bordighera. Kystmotorvejen i Italien bliver også en udfordring til Loppe. Der må være hundrede af broer og dermed bump på denne rute og tilstanden af disse er mildest sagt moderat. Min kassebil ryster og klapprer i alle sine forskruninger hver gang vi kører over en forbindelse. Loppe bliver faktisk ret nervøs!
Derfor beslutter jeg mig at finde en rasteplads et sted i Frankrig når vi har passeret grænsen for at hun kan få lidt ro. Grænseovergangen til Frankrig går uden problemer igennem en tunnel og jeg ser den første rasteplads. Jeg kører af motorvejen, men må konstatere at rastepladsen er fyldt med politi og det gider jeg ikke. Jeg skal have min ro! Så fortsætter vi og ruller forbi tankstationen. Jeg ved ikke om vi igennem denne aktion har vagt betjentenes opsigt, men ved det første betalingssted, hvor der også står et hav af betjente, så kigger de lidt på min bil. Udover det opfører jeg mig også lidt klodset! Jeg kan ikke finde nok mønter og stå i flere minutter hvor jeg leder i alle mine lommer efter mønterne.
Hvor bommen så endelig går op bliver jeg af tre betjente vinket ind på en parkering. Yderligere fem med maskinpistoler bevæbnede betjente danner en kreds omkring min bil og to mænd kommer nærmere. Loppe forholder sig heldigvis helt stille, idet betjentene åbenbart holder nok afstand til bilen. De er overhoved ikke interesseret i mit pas eller kørekort. Jeg skal bare åbne bagdøren. Forsigtig kommer jeg ud af bilen, idet bagdøren kun kan åbnes manuelt. Hvor jeg åbner døren er det som om at en nøgle blev drejet rundt blandt politifolkene.
De kigger ind i et næsten tomt varerum med lidt læse ting som de gætter kan bruges til camping samt min cykel. Alle betjente sænker deres våben, smiler pludselig og ønsker “bon nuit” og “bon voyage”… Ligener jeg måske en menneskesmugler, tænker jeg?! 
Nu passerer vi Monaco og Nice og ved en rasteplads i nærheden af byen Cannes er det slut for i dag. De franske rastepladser er efter min mening de bedste i hele det vestlige europa. Dem jeg har mødt på vejen er bygget med smag og under brug af de lokale naturlige materialer som sten. Det er sjovt at man efterhånden kan bestille sin kaffe også på engelsk eller tysk hele vejen igennem, men på den anden side går charmen af det franske tabt og følelesen at man befinder sig i udlandet! Der findes kæmpe parkerings arealer længere bagved hvor man finder ro for trafikken på motorvejen. Samtidigt inviterer det måske skumle banditter til et røveri. Men det er jeg sådan set ligeglad med når jeg rejser med min Rottweilertæve. Og måske er det også netop derfor, at jeg på en måde søger lidt eventyr og netop prøver det 
Men natten forløber roligt. Nogle biler kommer og går og Loppe knurrer med sin kendte rullende lyd en gang imellem. Næste morgen har jeg fattet en plan. Ja, det er godt 1150 km foran mig, men jeg vil nu køre igennem til det sydlige Spanien til et sted jeg har haft i mit hoved i lang tid. Det er en stellplads med navnet Finca Caravana og en tysker med navnet Franz Marschall driver den som mellemstation for de mange Afrikarejsende som passerer stedet. Området ligner også en del det nordafrikanske og det bliver nu dagens mål.
Undervejs holder jeg mange pauser og på nogle rastepladser kan man ligefrem gå på udflugt ligesom rastepladsen ved Nimes, hvor der endda findes en slags udsigttårn over området og en hvileplads under et gammelt oliventræ. På vej over Pyrenæerne og ind i Spanien stiger temperaturene tydeligt og solen bryder endeligt igennem. Her på de spanske rastepladser må jeg bruge de store lastbilarealer og vandgrøfter for at gå en lille tur med Loppe.
Jeg kommer godt frem og undervejs skriver jeg for en sikkerheds skyld til Franz, om der er en plads ledig. Det er det og han glæder sig, “lige meget hvornår jeg kommer om aftenen”. Der er åben døgnet rundt kan jeg også læse på hans facebookside. Så længe varer det nu ikke og kl. 21.30 om aften ruller jeg over den stenede halvørkenvej, pyntet med stenmænd som vejviser op ad indkørselen til Finca Caravana. Et nyt sted, nye landskaber, nye mennesker venter på mig 

Nyttige links/Nützliche Links:
https://www.facebook.com/FincaCaravana/
http://www.finca-caravana.de/en/

Alles ist gut!. Mein Kastenwagen springt wieder an, ich habe doch noch einen Seespaziergang am Lago Maggiore geniessen können, dazu im feinsten Sonnenscheinwetter und jetzt geht es endlich weiter gegen Süden.
Mein Plan ist es jetzt den direkten Weg zum Mittelmeer zu fahren und dann an der Küste entlang durch Italien, Frankreich und Spanien auf meinen Kumpel Gerd an die Algarveküste in Portugal zu stossen.
Nach kurzer Fahrt von Locarno aus überqueere ich bald die italienische Grenze. Schnell finde ich heraus, das der See ganz schön lang ist und die Strasse eng am Ufer entlangschmiegend, sich durch unzählige kleine Dörfer und Städtchen.schlängelt.
Es dauert einige Stunden bis ich die italienische Autobahn, die “Autopista” erreiche und dann mit gleichmässiger Geschwindigkeit auf die Mittelmeerkäuste zusteuere. Genau zum Sonnenuntergang fahre ich in eine dichte Nebelbank und hier macche ich auch meine erste Pause. Alle 2-3 Stunden mache ich das, auch wegen meinem Hund Loppe. Hier an den Tankstellen gibt es noch den persönlichen Tankwart der einen verwöhnt, vom öffnen des Tankdeckels bis zum Scheibenwischen, praktisch alles übernimmt. Lange her, das ich das erlebt habe!
Obwohl es schon früher Abend ist, komme ich bei der Verpflechtung der Autobahnen an der Küste von Genova in den ersten von zwei grossen Staus. Das ganze wird zu einem Geduldstest. Aber ich fühle mich eigentlich sehr frisch und ausgeruht heute, nach diesem herrlichen Tag. Loppe schläft still neben mir und wir haben ja jede Menge Zeit …
Obwohl ich weder Sport oder Autointeressiert bin, kenne auch ich die Namen Ventimiglia und Bordhigera! Der italienische Teil dieser Küstenautobahn wird auch eine Herausforderung für Loppe. Die gefühlten hunderte von Brücken mit ihren Übergängensind nett gesagt in einem sehr moderaten Zustand! Sie schlagen die Kastenwagenfederung, und erschüttern und rütteln an den Verschraubungen der Innenverkleidung. Loppe wird langsam recht nervös.
Deshalb entschliesse ich mich unmittelbar nach passieren der französischen Grenze für heute Abend zu pausieren.
Die Grenze zu Frankreich durchfahren wir unmerklich und kommen an den ersten Rastplatz. Hier irritiert mich aber die grosse Polizeipräsenz und ich fahre kurz entschlossen weiter. Ich will meine Ruhe und deshalb rollen wir in grösserem Abstand an den Beamten vorbei weiter auf die Autobahn zurück.
Ich weiss nicht, ob diese Aktion die Aufmerksamkeit der Beamten auf sich gezogen hat, aber an der ersten Bezahlstation werde ich beim bezahler kritisch beäugt. Meine unbeholfene Art beim auftreiben der Münzen während dem durchsuchen aller meiner Taschen macht die Sache sicher nicht besser. Sofort werde ich nach dem öffnen der Schranke an die Seite gewunken. Schnell werde ich von 5 Beamten mit geladenen Maschinenpistolen umzingelt und zwei der Polizisten nähern sich meiner Fahrertüre. Zum Glück halten sie immer noch Abstand und damit verhält mein Hund sich ruhig. Bestimmt und angespannt werde ich angesprochen. Nein, kein Ausweis, keine Papiere wollen die Jungs! Ich soll meine Hintertüren öffnen!
Ich deute darauf hin aussteigen zu müssen und bewege mich unter den wachsamen Augen der Beamten zum Hinterteil meines Kastenwagens. Ich öffne langsam die beiden Hintertüren und als die Beamten in mein “leeres Schlafzimmer” starren geht eine merkbare Entspannung durch die Reihen der Polizisten. Als wenn man einen Schalter umlegt heisst es “Bon voyage”, sogar ein leichtes Lächeln und ich, der Althippie darf weiterfahren, Puha, sehe ich vielleicht wie ein Menschenschmuggler oder Terrorist aus 
Nun fahren wir doch ein wenig weiter, an Monaco und Nizza vorbei und auf der Höhe von Cannes ist dann endgültig schluss für heute Nacht. Die französischen Rastplätze gehören für mich zu den besten im westlichen Europa. Viele sind geschmackvoll mit Stein und anderen Baumaterialien aus den Regionen errichtet. Es gibt grössere Park/Übernachtungsareale weiter hinter den Tankstellen, wo es relativ ruhig ist. Natürlich laden diese Möglichkeiten auch Schurken ein sich zu berreichern. Aber zusammen mit meiner Rottweilerhündin ist es mir eigentlich egal, wenn ich reise, wo ich penne. Vielleicht auch gerade geniesse ich das bisschen Abenteuer auf einem öffentlichen Rastplatz 
Aber die Nacht verläuft ruhig bis auf ein/zwei Autos und Loppe lässt jedesmal ein rollendes Knurren von sich!
Am nächsten Morgen habe ich einen Plan gefasst! Ja, es sind etwa 1150 bis in das südliche Spanien, aber ich habe da einen Ort im Kopf seit längerer Zeit. Es ist die Finca Caravana, ein Stellplatz den der Deutsche Franze Marschall auf einem Plateau etwas westlich von Alicante betreibt, für Durchreisende Wohnmobile nach Afrika. Auf den Bildern ähnelt die Finca auch einer nordarfikanischen Landschaft und wird mein festes Ziel!
Unterwegs mache ich viele Pausen und auf einigen Rastplätzen in Frankreich kann man sogar direkt einen Ausflug unternehmen, wie bei Nimes, wo es auch einen Aussichtsturm zu besteigen gibt!
Auf dem Weg über die Pyrenäen nach Spanien hinnein, steigen die Temperaturen deutlich an und die Sonne bricht durch. Hier auf den spanischen Rastplätzen muss ich meine Hunderunden auf Lastwagenparkplätzen und in Wassergräben ausführen!
Ich komme gut vorwärts in Spanien und um auf Nummer sicher zu gehen, schreibe ich Franz eine Messengernachricht, ob er noch einen Platz frei hat für diesen Abend?! Das hat er kommt es schnell zurück und er freut sich auf meine Ankunft egal zu welcher Zeit” Es ist 24 Stunden geöffnet bei ihm, wie ich auch später auf seiner Facebookseite lesen kann!
So lange sdauert es nun doch nicht und um 21.35 rolle ich auf den mit Steinmännchen markierten Weg zur Finca Caravanna hinauf!
Ein neuer Ort, neue Landschaften und Menschen warten auf mich 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *