Vinterrejse Vesteuropa 2019 del 6 – Winterreise Westeuropa 2019 Teil 6

Jeg sover meget tungt og vågner med morgenlyset. En dramatisk himmel viser sig hvor jeg skubber min gardine til side! Hvilken forskel til det frodige Ticino i den italienske del af Schweiz ved Lago Maggiore.
Nu ligger jeg i en slags halvørken. Det må være et plateau og vi er omkranset af bjerge. Imellem tunge skyer viser solen sig alligevel og der er også lidt blæst. Vi skal på opdagelse her ved Loppes morgentur.
Jeg kan høre nogle hunde og udover denne lyd og blæsten, sover de andre åbenbart stadigvæk. Der holder alle mulige køretøjer på stellpladsen. Ved siden af mig, på begge sider holder der to vogntog. Der er masser af plads imellem de forskellige pladser. Loppe og mig går vejen ned som vi kom med her i nat. En markvej som på siderne er markeret med stenmænd, for ellers kan det blive svært at holde sig på den.
Lige pludselig får jeg øje på en mand! Han sidder på en stol og kigger over landskabet. “Så er der alligevel én som også nyder morgenstemningen”, tænker jeg! Også Loppe løber nærmere og vil hilse på manden. Men vi bliver begge to snydt 
Det er bare en påklædt dukke, men fungerer fint som “vagt” hvor den meget synligt her kigger over det tørre landskab!
Lige ved siden af stellpladsen støder vi på en “Rambla”, et udtørret flodleje hvor jeg må konstatere, at der nok fornyligt løb en masse vand igennem. Nu går jeg over pladsen og lige pludseligt bliver jeg bevist om at der har hærget et forfærdeligt vejr og har ødelagt meget af pladsen. Jeg bliver helt ked af det ved synet. Det er som om en bombe er eksploderet midt på stellpladsen. Og så finder jeg også et skilt, hvor ejeren Franz skriver om tilgivelse for pladsens udseende på det nuværende tidspunkt. Han blev ramt af flere storme i de sidste uger.
Jeg går tilbage til bilen og spiser min morgenmad og så dukker Franz op med en “velkomstgave” i form af en tallerken pyntet med to mandariner, kiks, en lille kage og et frisk morgenæg. På den står på tysk: “Hjertelig velkommen”  Meget sødt gjordt!
Nu hører jeg hele historien om de mange ødelæggelser han har måtte kæmpe med i den sidste tid. Men Franz giver ikke op og har endda købt lidt jord til og er ved at plante en lille pinjeskov, som en slags beskyttesesbælte. Der vil gå lang tid, før pladsen vil få læ! Vi står her som midt på en tallerken og udsat for vind og vejr.
Men for det meste af året er det jo varme og sol her i området, får jeg at vide. Det var ret usædvanligt med vejret her i efteråret!
Franz giver mig et vandretip til de nærmere omgivelser. Turen starter i flodlejet som jeg skal følge frem til en stor hal som jeg kan se langt i baggrunden. Her forgår der arkeologiske udgravninger fordi romerne allerede har boet her i forbindelse med en vandkilde. Derfra går jeg imod bjergene mod nord igennem et stenede landskab, med oliven og mandeltræ plantager. Ind imellem står der tomme ejendomme og endda ruiner. Det hele virker meget forladt. Men smukt med et røde jord, de mange sten, klipper og bjerge i baggrunden.
På vejen tilbage løber jeg lige ind i en række jæger som går i en linje og skyder vildt omkring sig. Heldigvis havde Franz advaret mig inden turen at tage Loppe i snor og holde mig på vejene. Men alligevel går de også igennem flodlejet. Jeg afventer, viser mig synligt på en lille baggetop og så sniger jeg mig på sikker afstand forbi! Pyha, jeg har det ikke godt med det…
Tilbage på stellpladsen spiser jeg som for 40 år siden min dåsemad og nyder min “siesta”. Sikker en udsigt jeg har fra min seng i kassevognen. Dejligt at være så tær på naturen igen.
Om eftermiddagen går jeg en tur med Karl-Heinz, min nabo til højre og hans hund. Han har købt sig som pensionist et hus i Bulgarien. Det er meget billigt at erhverve ejendom der og så har han også råd til en lille campingvogn og at rejse med den. Franz dukker op igen og spørger mig om jeg havde lyst til at blive “Baumpate”, altså få mit eget træ her på Finca Caravana. Det var jeg nemlig uanset, fordi jeg havde betalt et ekstra beløb for opholdet for at støtte hans projekt.
Det vil jeg gerne siger jeg og så sætter jeg et skilt på et af de små spinkle pinjetræer. Dejlig tanke at have et træ hernede. Så skal jeg jo komme igen i hvert fald og tjekke den 
Hver søndag aften som jeg forstår, laver Franz et bål i hans afrikanske indhegning med hans gæster der er til stede. Det bliver en hyggelig aften og jeg kommer også i snak med nogle af de andre gæster. Alle sammen unike, søde og dejlige mennesker og jeg finder ud af at der heldigvis også findes andre skøre bananer rundt i verden. En dejlig afslappende og lang dag ender på Finca Caravana 

Nyttige links/Nützliche Links:
https://www.campercontact.com/…/…/yecla/24285/finca-caravana
https://www.facebook.com/FincaCaravana/

Ich schlafe sehr tief und erwache mit dem Morgenlicht. Ein dramatischer Himmel zeigt sich mir, als ich die Gardine der Hintertür zur Seite schiebe. Welch Unterschied zum fruchtbaren Tessin im italienischen Teil der Schweiz, am Lago Maggiore!
Jetzt befinde ich mich in einer Art Halbwüste und, wie ich später erfahre, auf einem Plateau, von Bergen umkranzt. Die Sonne bricht trotz der schweren, hängenden Wolken hindurch und es ist ein bisschen windig. Wir gehen auf Entdeckung in der näheren Umgebung, hier bei Loppe´s Morgenspaziergang!
Ich höre andere Hunde bellen und den kalten Wind, aber sonst scheinen die anderen im Lager alle noch zu schlafen.
Hier parken alle möglichen Fahrzeuge. An beiden Seiten von meinem Kasten wagen, stehen Gespanne, also gibt es auch noch andere als nur den Nomadencamper und dieses mal bin ich “ohne” 
Es herrscht genug Platz auf den einzelnen Parzellen. Loppe und ich folgen dem Weg ins Lager in die umgekehrte Richtung zurück Richtung Landstrasse. Steinmännchen markieren den Weg, der ansonsten nachts etwas schwierig zu sehen wäre.
Ganz plötzlich entdecke ich einen Mann, der direkt am Weg auf einem Stuhl in die Landschaft schaut. “Also bin ich nicht der einzige, der die Morgenstimmung geniessst”, denke ich und geh mit Loppe auf ihn zu. Allerdings werden Loppe, die neugierig schnüffelnd näher kommt, wie auch meine Wenigkeit hereingelegt. Der stumme Wächter ist eine Puppe!
Gleich neben dem Platz stosse ich auf eine “Rambla”, einem ausgetrockneten Flussbett, wo ich feststelle, das hier vor kurzem wohl einiges an Wasser durchlief! Nun gehe ich quer über den PLatz und stelle nun endgültig fest, das hier einiges wettermässig passiert sein muss. Es tut mir wirklich sehr leid, dieses Chaos zu erleben, als wäre eine Bombe mitten im Stellplatz explodiert!
Kurz darauf stosse ich auch auf ein Schild wo sich Franze Marschall lieb bei seinen Kunden für das Chaos entschuldigt. Mehrere Stürme haben seine Finca Caravana in wenigen Monaten heimgesucht!
Ich gehe zurück zum Auto um zu frühstücken, als Franz auftaucht. Bei sich hat er einen kleinen Teller mit ein paar Mandarinen, einen Kuchen, Kekse und ein Frühstücksei. Dort steht mit Goldstift geschrieben: “Herzlich willkommen” Sehr nett und aufmerksam, das gefällt mir 
Jetzt höre ich die ganze Geschichte dieses wettermässig recht ungewöhnlichen Jahres, von Zerstörung und Wiederaufbau. Aber Franz gibt nicht auf versichert er mir und hat sogat etwas Land hinzugekauft, wo er einen Pinienwald als Windschutzwall errichten möchte. Es wird schon seine Zeit dauern, bis hier etwas in die Höhe wächst. Wir stehen im Moment wie auf einem Präsentierteller!
Aber meistens ist es ja warm und die Sonne scheint, macht Franz sich selber Mut!
Ich bekomme noch einige Wandertipps von ihm. Einfach die Rambla hoch, dort steht in der Ferne eine grosse Hallenüberdachung. “Dort ist eine römische Ausgrabungsstelle” bekomme ich zu wissen und dann immer weiter hoch hinauf zu den Hügeln mit den Windmühlen! “Aber pass auf die Jäger auf” ist die Warnung. Dann heisst es Hund an die Leine und Abstand halten.
Ich gehe los, durch das trockene Flussbett, schaue mir die Ausgrabungsstelle an und wandere dann an Oliven- und Mandelplantagen entlang in Richtung Hügel. Unterwegs stösst man auf Hausruinen. Die Landschaft scheint wie aufgegeben. Einige schaue ich mir näher an. Schöne kleine “Haciendas”, schade, finde ich. Würde mir gefallen.
Nach der Durchqueerung eines Piniewaldes drehe ich wieder ab hinunter zur Finca Caravana! Kurz vor der römischen Ausgrabung stehen sie plötzlich mitten in der Pampa, in einer geschlossenen Reihe! Schnell nehme ich Loppe an die Leine und gehe in entgegengesetzter Richtung um die Umzäunung der Ausgrabungshalle. Hier warte ich etwa 10 Min und stolpere dann die Rambla weiter hinunter, bis ich wieder Fincaboden erreiche!
Hier wird es zwar nicht archeologisch, aber historisch  Wie vor fast 40 Jahren erwärme ich mir eine Dose mit Linsen und Wurst. Der tägliche, leckere Frass wie damals. Das muss sein und gehört mit dazu!
Ich geniesse mein Essen und anschliessend die hervorragende Aussicht übder die Landschaft. Herrlich wieder mitten in der Natur zu stehen!
Am Nachmittag gehe ich eine Hunderunde mit Karl Heinz, meinem Nachbarn zur Rechten und seinem Hund. Karl Heinz hat ein bulgarisches Nummernschild. Er hat dort ein Haus gekauft. “Als Rentner ist es dort wirklich preiswert” sagt er und dann bleibt da auch noch Geld übrig fúr einen Wohnwagen und reisen durch Europa!
Franz kommt noch mal vorbei, und fragt ob ich eine Baumpatenschaft übernehmen möchte?! Da ich einen extra Betrag für die Finca gespendet habe, werde ich das ganz ohne weitere “Bürokratie”.
Das möchte ich natürlich gerne und so holt Franz ein Schildchen und Bohrmaschine. Etwas stolz schraube ich mein Schildchen an eine kleine dürre Pinie! Nun habe ich auf jeden Fall einen Grund wiederzukehren, denn nun muss ich meine Pinie regelmässig kontrollieren 
Jeden Sonntag, wenn ich Franz richtig verstehe, wird hier in seinem afrikanischen Kral ein Feuerchen gemacht und es finden LAgerfeuergespräche mit den anderen Reisenden statt. Es wird ein spannender Abend, mit anderen schrägen und netten Typen aller Art. Schön das ich nicht der einzige “Beknackte” bin in dieser “normalen” Welt  Ein wunderschöner Tag neigt sich hier auf der Finca Caravana dem Ende zu!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *