Belgien – Vallionien 2018 del 2/ Belgien – Wallonien 2018 Teil 2

Burg Reuland og Ourdalen: Jeg har det svært med at slappe af i dag og føler at de korte novemberdage her i Belgien skal udnyttes, selvom at dagens gråvejrslys allerede lakker mod en ende! 
Lige i nærheden af min campingplads ved St. Vith ligger der Burg Reuland og en spændende ådal. Our åen og den lille bæk Ribbach danner her grænsen imellem Tyskland, Luxembourg og Belgien. På et sted støder også Belgien til og de tre lande danner et “Dreiländereck”, altså et sted hvor de mødes nede ved åen Our! Og her blev der også oprettet et “Europadenkmal” (æresminde)
Belgien trænger sig som en lille spids imellem Luxembourg og Tyskland og her ligger selve Kommunen Burg Reuland, som danner Belgiens sydligste kommune. 
Selve borgpladsen blev allerede brugt helt tilbage i det 10. århundrede som arkæologsike undersøgelser afslører og romerne havde også en befæstning her.
Jeg parkerer i denne lille landsby og stiger op til borgruinen. Der er en fin udsigt og adgangen er ganske gratis. Der er måske en time dagslys tilbage og jeg fortsætter min opdagelsesrejse videre in i Ourdalen. Nu kan jeg ligeså godt køre videre til “Dreiländereck”. Vejen igennem dalen er meget spændede. En lille ensom vej, ved siden af åen og til tider ret højt oppe med klipper lige til højre. På den anden side ligger Tyskland, hvor de delvis har fældet hele bakker og træerne ligger som tændstikker spredt rundt omkring!
Jeg holder lige ved den lille hyggelige landsby Ouren inden at jeg kører videre til “Europadenkmal”, et sted med store megalitsten, hvor 4 sten stammer fra hver sit land Frankrig, Tyskland, Belgien og Luxembourg. Stedet blev indviet i 1977!
Det er helt sjovt her fordi mens Loppe står i Luxembourg, fotograferer jeg hende fra Belgien af og vi går lige over broen, hvor Loppe står i Tyskland. Tre lande på to minutter. For at komme tilbage til campingpladsen i St. Vith, krydser jeg her grænsen fra Belgien til Luxembourg og kører videre oppe i bakkerne over Weiswampach og tilbage til det tyske Belgien. Pyha, tyske Belgien, franske Belgien, tysk/franske Luxembourg, tyske Tyskland … forvirrende og spændende område. Men en ting er klart. Her går og har været sproggrænsen imellem det tyske og franske i mange hundrede år, men de finder jo ud af det 

Burg Reuland und das Tal der Our: Übersetzung in Arbeit…

Belgien/Vallonien 2018 del 1 – Belgien/Wallonien 2018 Teil 1

Eupen og Coo 2018: Jeg sover ikke så længe den første nat på Camping Wiesenbach i Østbelgien. Det driller lidt med at finde ud af hvordan at jeg kan få mit nøgleproblem fikset. Skal jeg have ny lås i det hele eller kan man alligevel lave en ny nøgle, selvom at der åbenbart stadigvæk sidder en knækket rest af nøglen i hoveddøren! 
Min første opgave er at finde en låsesmed/nøgleservice i området. Jeg finder en tyskbelgisk låsesmed i Eupen som ligger små 50 km nordpå. Han er meget venlig i telefonen og mener, selvom at han ikke har erfaringer med campingvogne må jeg gerne kigge forbi og kigge på sagen.
Men inden at jeg triller afsted igen, går jeg lige en morgentur med Loppe. Og så ringer jeg til camping mutter for at fortælle hende at jeg ikke stikker af, men kommer tilbage senere på dagen 

Campingpladsen ligger som navnet jo også siger i en dal ved en lille bæk og rundt omkring er der fine muligheder for at lufte sin hund. Vi går en kort runde og jeg opdager også et mountainbike spor i skoven lige over pladsen.
For at køre til Eupen benytter jeg mig ud over de smukke landsbyer med facader af granitsten også af motorvejen for at komme hurtigere frem. De belgiske motorveje er jo allesammen udstyret med belysning og jeg kan huske at helt tilbage i 80erne så var de tændt døgnet rundt. Men nu lyser de kun om natten!
René Hombach hedder min Låsesmed og han ligger midt i byen. Men heldigvis kan jeg holde lige over for forretningen. Han er en meget venlig lille mand og har sin søn med i virksomheden, som er under oplæring. De to arbejder i en “symbiose” og er uadskillelige. Alt fortager de sig sammen i processen om at tage sig af min dørlås 

Hurtigt finder René ud af at der ikke sidder en restnøgle i selve låsen og ved et held opdager jeg at denne rest befinder sig i min bukselomme. Så vender det hele, nu kan de nemlig lave en ny nøgle til mig og nu skal der laves 3!!!
Med kun 60 Euro i omkostninger inkl. det hele kører jeg taknemmelig sydpå igen. Nu kører jeg ad de smukke landeveje igennem Ardennerbjergene. Undervejs skal jeg selvfølgelig holde hos en typisk belgisk “Friture” og smage de sprøde lækre belgiske pommes frites som smager igennem en anden tilberedelse meget bedre end andre steder i Europa. 
Mit mål er vandfaldet ved den lille by Coo ved selve floden Amel, som her styrter 15 m i dybden og dermed er Belgiens største! Her er det meget stille og smukt og jeg er den eneste turist på den store parkeringsplads. 
Min sidste “spændende oplevelse” for i dag får jeg igennem min GPS idet at “damen” leder mig direkte over en kirkegård til en lille smutvej igennem bjergene 

Jeg bliver nød til køre over den idet at vejen er så smal at jeg ikke får en chance til at vende om. Heldigvis er der ingen besøgende som kan se dette besynderlige syn. Vi taler ikke om mange centimeter jeg har til at lege med for at komme helskindet og uskadt/ridset igennem porten på den anden side igen.
Over en kæmpe bjergryg afkorter jeg vejen tilbage til St.Vith og dermed tilbage til min base i området. Taknemmelig parkerer jeg efter ankomsten på pladsen min campingvogn lige ved siden af den lille bæk og kan ikke lade være med at smile over dagens oplevelser 👍😁

Eupen und Coo 2018: Übersetzung in Arbeit …

Tyskland 2018 del 1 – Deutschland 2018 Teil 1

Bonn, Siebengebirge, Wachtberg: Mine nætter i denne første novemberuge tilbringer jeg på sygehuset hos min far, mens dagene skal bruges til noget positivt og spændende for at tanke op igen! Her i området er det oplagt at vandre og der findes talrige muligheder. Jeg kommer i tanke om et fint udsigtssted over Rhindalen. Det er en del år siden at jeg har været der. 
Den såkaldte “Rolandsbogen”, en sidste rest af borgen “Rolandseck”, opført helt tilbage i året 1122! Borg Rolandseck bevogtede engang Rhindalen mod syd sammen med de andre borge “Drachenfels” og “Wolkenburg” på den anden side af Rhinen. 
I kan ved interesse læse mere omkring emnet i mine vedhæftede links nedenunder 😉
I dag ligger der en café på toppen som byder på en pragtfuld udsigt til “Siebengebirge” og helt over til “Westerwald” området mod syd. Borgruinen og terasserne omkring er bleven renoveret en del og de er stadigvæk i gang med det sidste.
Min lille niece Lilli vil gerne komme med på denne vandring og selvom at hun kun er 8 år, så er Lilli en ivrig vandrer, natur og hesteven! Vores tur bliver også mere omfattende, idet at jeg ikke kender området og min gps ovenikøbet svigter flere gange. Vi farer lidt vildt og turen bliver derfor en del længere en planlagt. Vi vandrer op og ned af bjergene, men nyder alligevel turen. Lilli tager det fint og leger med store grene og træstammer undervejs. Endeligt, efter næsten tre timer ankommer vi til selve udsigtspunkten over Rhindalen. Vi er bleven lidt lækkersulten og på cafén Rolandsbogen styrker vi os derfor med nogle lækre belgiske vafler, varmt kirsebærsauce og vaniljeis 😋😎 
Efter pausen vil Lilli gerne vise mig “hendes heste” på en gård der ligger på hjemmevejen. Det er en stor hestefarm med ridehallen og en del marker omkring. Jeg bliver præsenteret for en Smartie, Udo, Merlin og mange flere af hendes firebenede venner og det bliver svært at trække hende ud på vandrestien igen 😉 
Efter hele 6,5 timer er vi tilbage i Züllighoven og jeg er ret imponeret af min lille otteårige niece. Tak for turen Lilli! 🤗👍
Nyttige links/Nützliche Links:

https://www.rolandsbogen.de/https://de.wikipedia.org/wiki/Burg_Rolandseck

Bonn, Siebengebirge, Wachtberg: Meine Nächte in dieser ersten Novemberwoche verbringe ich im Krankenhaus bei meinem Vater, während ich die Tage mit positiven und spannenden Ereignissen zu gestalten versuche, um wieder aufzutanken! 
Hier in diesem Gebiet ist es fast eine Pflicht zu wandern, da es unzählige Möglichkeiten gibt. Mir fällt auf einmal ein Aussichtspunkt über den Rhein ein und es ist lange her, das ich dort das letzte Mal war!
Es ist der “Rolandsbogen”, letzter Rest der Burg “Rolandseck” und erbaut im Jahre 1122! In alter Zeit bewachte die Burg das Rheintal nach Süden hin zusammen mit den Burgen “Drachenfels” und “Wolkenburg” auf der anderen Seite des Rheins.
Bei Interesse könnt ihr die Links hier über dem Text anklicken 😉
Heutzutage findet man ein Café auf dem Berg, welches einen herrlichen Ausblick auf das “Siebengebirge” und im Süden auf den “Westerwald” gewährt. Die Ruine mit den Terassen wurde durchgehend renoviert und man ist immer noch dabei mit den letzen Abschlüssen.
Meine kleine Nichte Lilli möchte gerne mit auf diese Wanderung kommen und obwohl sie erst 8 Jahre ist, so liebt sie die Natur, wandern und Pferde! Unsere Wanderung verläuft etwas umfangreicher als geplant, da ich das Gebiet nicht gut kenne und das GPS einige Male versagt. Es geht die Berge rauf und runter, aber trotzdem haben wir Spass. Lilli macht das nichts aus und sie spielt und klettert viel auf grossen Ästen und Baumstämmen, auf die wir unterwegs treffen. Nach fast drei Stunden kommen wir endlich zum Aussichtspunkt über das Rheintal. Inzwischen sind wir etwas hubgrig geworden und geniesen im Café am Rolandsbogen eine leckere belgische Waffel mit heissen Kirschen und Vanillieeis 😋😎 
Nach unserer Pause will Lilli mir gerne “ihre Pferde” zeigen, die auf dem Heimweg auf einem Hof leben. Es ist ein grosses Gestüt mit Reithalle und grossen Wiesen rundherum! Lilli stellt mir Smartie, Udo, Merlin und viele andere ihrer vierbeinigen Freunde vor und es wird schwierig sie anschliessend wieder auf den Wanderweg zu ziehen 😉
Nach geschlagenen 6,5 Stunden kommen wir wieder in Züllighoven an und ich bin recht imponiert über meine kleine Nichte – danke für die schöne Wanderung, Lilli 🤗👍